Marxists Internet Archive > Norsk > Lenin
Publisert i januar 1916 i Vorbote nr. 1. Norsk utgave under navnet "Den 2. Internationales sammenbrudd" i Hvad er bolsjevismen? Utvalgte skrifter og taler, Kristiania/Oslo 1924, s. 9-12.
Er den anden Internationale virkelig brutt sammen? Det benegtes haardnakket av dens mest kaldede repræsentanter, som Kautsky og Vandervelde. Der er intet andet passert end at forbindelsene blev avbrutt; alt er i orden ; det er deres standpunkt.
For at finde sandheten, vil vi vende os til manifestet fra Basellkongressen i aaret 1912 som netop tar sigte paa den givne imperialistiske verdenskrig og som blev vedtat av alle socialistiske partier i verden. Det er bemerkelsesværdig at ikke en eneste socialist i teorien vaager at negte at det er nødvendig at vurdere enhver krig konkret historisk.
Nu da krigen er brutt ut vaager de aapne opportunister eller Kautskyanerne hverken at fornegte Baselmanifestet eller at prøve de socialistiske partiers stilling til krigen i forhold til dette. Hvorfor? Fordi manifestet blotstiller begge disse grupper.
Den kapitalistiske imperialismes epoke er den modne og overmodne kapitalismes epoke som staar foran sammenbruddet og er moden for at gjøre plads for socialismen. Epoken fra 1789 til 1871 var den fremadskridende kapitalismes epoke, da bekjæmpelsen av feudalismen, absolutismen og avrystningen av fremmedaaket stod paa historiens dagsorden. Paa dette grundlag og bare paa dette grundlag var "fædrelandsforsvaret" berettiget, det vil si et forsvar mot undertrykkelsen. I krigen mot de imperialistiske stormagter vilde dette begrep ogsaa nu kunne anvendes; men det er en absurrditet at anvende det paa krigenmellem de imperialistiske stormagter, paa en krig som dreier sig om hvem som kan utplyndre Balkanlandene, Lilleasien osv. mest. Det er derfor ikke underlig at de "socialister" som anerkjender "fædrelandsforsvaret" under den nuværende krig omgaar Baselmanifestet som en tyv skyr det sted hvor han har stjaalet. Dette manifest beviser nemlig at de er sociallchauvinister, det vil si socialister i ord, men i virkeligheten chauvinister som hjælper "sit" bursjoasi til at plyndre fremmede land, til at underkue andre nationer. Det er netop det væsentlige i chauvinismens begrep at man forsvarer "sit" fædreland selv om dets aktion gaar ut paa underkuelse av fremmede fædreland.
Den ene taktik fremgaar av anerkjendelsen av krigen som en national befrielseskrig. Hvis man i krigen ser en imperilistisk krig blir taktikken en anden. Manifestet peker hen paa denne sidste taktik. Krigen vil "fremkalde en økonomisk og politisk krise", som man maa "utnytte": ikke til mildning av krisen, ikke til "fædrelandsforsvar", men til ait bringe masserne til reisning, til at "paaaskynde avskaffelsen av det kapitalistiske klasseherredømme". Man kan ikke paaskynde en utvikling som de historiske betingelser endnu ikke er moden for. Manifestet erklærte at den sociale revolution er mulig, at dens forutsætninger er modne, at den netop kommer i sammenhæng med krigen: "de herskende klasser frygter en proletaarisk revolution i verdenskrigens kjølvand", erklærer manifestet unnder paaberopelse av Pariserkommunens eksempel og revolutionen i 1905 i Rusland, det vil si under paaberopelse av massestreikens, borgerkrigens eksempel. Det er en løgn hvis man som Kautsky paastaar at socialismens forhold til denne krig ikke var klarlagt. Dette spørsmaal blev ikke bare debattert, men ogsaa løst i Basel, hvor de proletarisk-revolutionære massekampes taktik blev vedtat.
Den forholdsvis "fredelige" karakter av epoken fra 1871 til 1914 næret opportunismen først som stemning, dernæst som retning og tilslut som arbeiderbyraakratiets og de smaaborgerlige medløperes gruppe eller lag. Disse elementer kunde bare beherske arbeiderbevægelsen ved at anerkjende de revolutionære maal og den revolutionære taktik i ord. De kunde bare erhverve sig massernes tillid fordi de sverget paa at hele det "fredelige" arbeide bare var en forberedelse av den proletariske revolution. Denne motsætning var en svulst som der engang maatte gaa hul paa, og som der nu er gaat hul paa.
Forræderiet mot socialismen fra deres side som har vedtat krigsskreditten, traadt ind i ministerierne og forfegtet fædrelandsforsvarets idé i aaret 1914-15 er aapenbart. Bare hyklere kan benegte denne kjendsgjerning.
Hvori bestaar "fædrelandsforsvarets" økonomiske væsen i krigen 1914-15. Bursjoasiet i alle stormagter fører krigen for opdeling og utbytning av verden, for folkenes underkuelse. En liten kreds av arbeiderbyraakratiet, arbeideraristokratiet og de smaaborgerlige medløpere kan der tilfalde brokker av bursjoasiets store profit.
Socia1chauvinimens og opportunismens klassegrundlag er det samme: en liten begunstiget del av arbeiderklassen i forbund med "sit" nationale bursjoasi mot massen av arbeiderklassen, bursjoasiiets lakeier i forbund med bursjoasiet mot den klasse som utbyttes av bursjoasiet.
Opportunismens og socialchauvinismens politiske indhold er det samme: klassernes samarbeide, opgivelsen av proletariatets diktatur, opgivelsen av den revolutionære aktion, den hensynsløse anerrkjendeIse av den borgerlige legalitet, mistroen overfor proletariatet og tilliden overfor bursjoasiet. Socialchauvinismen er den direkte videreførelse og fuldførelse av den engelske liberale arbeiderpolitik, Millerandismen og Bernsteinianismen.
Socialchauvinismen er den fuldendte opportunisme. Den er blit moden for et aapent, ofte ordinært forbund med bursjoasiet og geeneralstabene. Det er netop dette forbund som gir det en stor magt, monopolet paa det legalt trykte ord og vildledelsen av masserne. Det er latterlig endnu idag at betragte opportunismen som en foreeteelse i vort partis indre. Det er latterlig at ville gjennemføre Baselresolutionen sammen med David-Legien, Hyndman, Plechanoff, Webb. Enheten med socialchauvinistene er enheten med sit "eget" nationale bursjoasi som utbytter andre nationer; den betyr spaltningen av det internationale proletariat. Det betyr ikke at spaltninngen med opportunistene overalt er mulig med en gang, det betyr bare at den er historisk moden, at den er uomgjængelig nødvendig for proletariatets revolutionære kamp, at historien som har ført fra den "fredelige" til den imperialistiske kapitalisme forbereder denne spaltning.
Hvis vor centralkomites taktik, som i sine væsentlige punkter falder sammen med Zimmerwald-venstrefløiens taktik, var "vanvid", var en "drøm", et "eventyr", "bakunisme" - som David, Plechanoff, Axelrod, Kautsky osv. paastaar - saa vilde den aldrig kunnet fære til "en indre kamp i nationen", endsi til en forøket kamp. Intetsteds i verden har den anarkistiske frase ført til en indre kamp i nationen. Men kjendsgjerningene lærer at i aaret 1915, netop paa basis av den krise som er fremkaldt gjennem kriigen, vokser den revolutionære gjæring i masserne, at streikene og de politiske demonstrationer i Rusland, streikene i Italien og Enggland, hungerdemonstrationene og de politiske demonstrationer i Tyskland vokser. Hvad er det andet end begyndelsen til revolutionære kampe?
Understøttelsen, utviklingen, utvidelsen, tilspidsningen av de revolutionære masseaktioner, dannelsen av illegale organisationer, uten hvilke man selv i de "frie" land ikke tør si folkemasserne sandheten: det er hele det praktiske progam for socialdemokratiet i denne krig. Alt andet er løgn eller frase, hvor meget det end uttsmykkes med opportunistiske eller pacifistiske teorier.
Naar man sier os at denne "russiske taktik" (et uttryk av David) ikke passer for Europa, da svarer vi med en enkel henvisning til kjendsgjerninger.
I Berlin indfandt der sig den 30te november en deputation av kvindelige partifæller i Berlin hos partistyret og erklærte at "utbredelsen av ikke-censurerte tryksaker og flyveblade og avholdelsen av 'ikke tillatte' møter vilde være langt lettere med det store organisationsapparat idag end paa socialistlovens tid." "Det skorter ikke paa midler og veie, men aapenbart paa viljen." (Berliner Tagwacht, 1915, nr. 271).
Er disse slette kvindelige partifæller blit vildledet av russiske "sekterister" osv.? Repræsenterer disse kvindelige kamerater de virrkelige masser - eller Legien og Kautsky? - Legien som i sit foreedrag den 27de januar 1915 tordnet mot den "anarkistiske" idé at danne hemmelige organisationer; Kautsky som blev saa kontrarevoolutionær at han den 26de november, fire dage før en demonstration av 10,000 mennesker i Berlin fordømte gatedemonstrationer som "eventyr"!!
Vi har faat nok av fraserne, nok av den prostituerte "marxisme" a la Kautsky! Efter 25 aars virksomhet i den 2. Internationale, efter Baselmanifestet vil arbeiderne ikke skjænke fraserne nogen tiltro. Opportunismen er overmoden, den er som socialchauvinisme gaat definitivt over i borgerskapets leir: aandelig og politisk har den brutt med socialdemokratiet. Den vil ogsaa bryte organisatorisk med det. Arbeiderne kræver allerede "ucensurerte" tryksaker og "forbudte" møter, det vil si hemmelige organisationer til understøttelse av den revolutionære bevægelse blandt masserne. Bare en slik "krig mot krigen" er socialdemokratisk arbeide, ingen frase. Og dette arbeide vil, hvor store end vanskelighetene, de forbigaaende nederlag, vildfarelsene, avvikelsene og avbrytelsene end kan være, føre menneskeheten frem til den seierrike proletariske revolution.
Sist oppdatert 16. august 2007
[email protected]