Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Kapitel I-III og V blev trykt den 7. (20.) oktober 1917 i avisen Rabotjij Put nr. 30; kapitel VI blev først trykt i 1924.
Oversat til dansk af Poul-Henning Laursen fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 95-102, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Uden tvivl bragte slutningen af september os et stort omsving i den russiske revolutions og efter alt at dømme også i verdensrevolutionens historie.
Den verdensomspændende arbejderrevolution indledtes med aktioner udført af nogle enkelte, der med selvforglemmende mod repræsenterede alt, hvad der endnu fandtes af ærlig indstilling efter den forrådnede officielle "socialisme", eller i realiteten socialchauvinisme. Liebknecht i Tyskland, Adler i Østrig, Maclean i England – det er de mest kendte navne blandt de ensomme helte, der påtog sig den tunge rolle at være forløbere for verdensrevolutionen.
Anden fase i den historiske forberedelse af denne revolution var den udbredte gæring i masserne, som kom til udtryk både i form af de officielle partiers spaltning, i form af illegale udgivelser og i form af gadedemonstrationer. Protesten mod krigen voksede – antallet af ofre for regeringens forfølgelser voksede. I lande, som roste sig af deres retsvæsen og endda af deres frihed, Tyskland, Frankrig, Italien og England, begyndte fængslerne at fyldes med snese og hundreder af internationalister, krigsmodstandere og forkæmpere for arbejderrevolutionen.
Nu er tredje fase nået, som man kan kalde tærsklen til revolutionen. Massearrestationerne af partiledere i det frie Italien og især de første militære opstande i Tyskland [2] er upåtvivlelige tegn på det store omsving, tegn på, at tærsklen til en revolution i verdensmålestok er nået.
Utvivlsomt har der i Tyskland også tidligere været enkelte tilfælde af mytteri blandt tropperne, men disse tilfælde har været så ubetydelige, så isolerede, så svage, at det lykkedes at dysse dem ned og fortie dem – og det var hovedsagen for at hindre mytteriaktionerne i at smitte masserne. Endelig modnedes også en sådan bevægelse i flåden, som det ikke længere lykkedes hverken at dysse ned eller fortie, trods alle det tyske militære tugthusregimes uhørt detaljerede og utroligt bureaukratisk gennemførte strenge forholdsregler.
Der er ingen tvivl mulig. Vi står ved indgangen til en verdensomfattende proletarisk revolution. Og da vi russiske bolsjevikker er de eneste af alle proletariske internationalister i alle lande, som nyder en relativt udstrakt frihed, har et legalt parti og en snes aviser, og har hovedstædernes sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter og flertallet af folkemasserne på vor side i en revolutionær tid, så kan og må man i sandhed om os bruge det gamle ord: Af den, som er meget givet, skal også meget kræves.
Der er ingen tvivl om, at revolutionen i Rusland står ved et vendepunkt.
I et bondeland med en revolutionær, republikansk regering, som støttes af de socialrevolutionære og mensjevikkerne, partier, der endnu i går var fremherskende inden for det småborgerlige demokrati, vokser et bondeoprør frem.
Det er utroligt, men det er en kendsgerning.
Vi bolsjevikker forbavses ikke over denne kendsgerning, vi har altid sagt, at den regering, som dannedes ved en "koalition" med bourgeoisiet, er en regering, der forråder demokratiet og revolutionen, en regering, der går ind for det imperialistiske slagteri, en regering, der beskytter kapitalisterne mod folket.
I Rusland fandtes der og findes der takket være de socialrevolutionæres og mensjevikkernes bedrageri under republikken, under revolutionen, side om side med sovjetterne en regering, der forsvarer kapitalisterne og godsejerne. Det er den bitre og frygtelige virkelighed. Er det da så mærkeligt, i betragtning af de uhørte ulykker, som er påført folket gennem den stadige fortsættelse af den imperialistiske krig og gennem dens følger, at et bondeoprør er begyndt og breder sig i Rusland?
Er det da så mærkeligt, at modstanderne af bolsjevikkerne, førerne i det officielle socialrevolutionære parti, det parti, som hele tiden har støttet "koalitionen", det parti, som indtil de seneste dage eller uger har haft folkets flertal på sin side, det parti, som fortsat dadler og hetzer mod de "nye" socialrevolutionære, der har indset, at koalitionspolitikken er et forræderi mod bøndernes interesser – at disse førere for det officielle socialrevolutionære parti den 29. september i en redaktionel leder i Delo Naroda, deres officielle organ, skriver:
"...Indtil dette øjeblik er der næsten intet gjort for at gøre ende på de trælleforhold, der stadig hersker på landet netop i Central-Rusland... Loven om regulering af jordforholdene på landet, som for længst er forelagt den provisoriske regering og endda har gennemgået en skærsild som det Juridiske Råd, er håbløst kørt fast i et eller andet kancelli... Har vi da ikke ret, når vi påstår, at vor republikanske regering endnu langtfra har frigjort sig fra den tsaristiske administrations gamle vaner, og at Stolypins greb om tingene endnu giver sig kraftigt til kende i de revolutionære ministres metoder".
Sådan skriver de officielle socialrevolutionære! Tænk blot: Tilhængerne af koalitionen er tvunget til at indrømme, at efter syv måneders revolution i et bondeland "er der næsten intet udrettet for at tilintetgøre de trældomsagtige tilstande", hvormed godsejerne har trælbundet bønderne! Disse socialrevolutionære er tvunget til at kalde deres kollega Kerenskij og hele hans bande af ministre for Stolypin'er.
Kan man fra vore modstanderes lejr finde et mere veltalende vidnesbyrd, som ikke blot bekræfter, at koalitionen er en fiasko og at de officielle socialrevolutionære, som tolererer Kerenskij, er blevet et folkefjendsk, bondefjendsk, kontrarevolutionært parti, men også, at hele den russiske revolution står ved et omsving?
Et bondeoprør i et bondeland mod en regering bestående af den socialrevolutionære Kerenskij, mensjevikkerne Nikitin og Gvosdev og andre ministre, der repræsenterer kapitalens og godsejernes interesser! En republikansk regerings undertrykkelse af dette oprør med militære midler!
Kan man endnu ansigt til ansigt med sådanne kendsgerninger være en hæderlig tilhænger af proletariatet og samtidig benægte, at krisen er modnet, at revolutionen gennemgår et vældigt opsving, og at regeringens sejr over en bondeopstand nu ville være revolutionens definitive begravelse og korniloviadens definitive triumf?
Det siger sig selv, at når det i et bondeland efter syv måneders demokratisk republikansk styre kan komme til en bondeopstand, så beviser det uigendriveligt revolutionens landsomfattende fiasko, at dens krise har nået en hidtil uset styrke, og at det for de kontrarevolutionære kræfter nu gælder knald eller fald.
Det siger sig selv. Overfor et sådant faktum som en bondeopstand ville alle andre politiske symptomer, selv om de skulle modsige denne modning af en landsomfattende krise, ikke have den ringeste betydning.
Men alle symptomer peger tværtimod i retning af, at den landsomfattende krise er modnet.
I Ruslands statsliv har det nationale spørgsmål næst efter agrarspørgsmålet særlig stor betydning, især for befolkningens småborgerlige masser. Og vi ser, at på den af de herrer Tsereteli og co. sammenskrabede "Demokratiske" Konference ligger den "nationale" gruppe på en andenplads med hensyn til radikalisme, kun overgået af fagforeningerne, og den ligger højere end gruppen fra sovjetterne af arbejder- og soldaterrepræsentanter med hensyn til den procentuelle andel af stemmer, som blev afgivet mod koalition (40 af 55). Kerenskijs regering, bondeopstandens undertrykker, trækker de revolutionære tropper bort fra Finland for at styrke det reaktionære finske bourgeoisi. I Ukraine bliver konflikterne mellem på den ene side ukrainerne i almindelighed og de ukrainske tropper i særdeleshed og på den anden side regeringen stadig hyppigere.
Lad os endvidere tage hæren, som i krigstid er af overordentlig stor betydning for hele statens liv. Vi ser, at tropperne i Finland og den Baltiske Flåde fuldstændig har brudt med regeringen. Vi ser officeren Dubasovs udsagn, han er ikke bolsjevik, men i hele frontens navn og mere revolutionært end alle bolsjevikker siger han, at soldaterne ikke vil kæmpe mere [3]. Vi ser regeringsrapporter om, at soldaternes stemning er "nervøs", og at man ikke kan garantere for "ordenen" (dvs. for disse troppers deltagelse i undertrykkelsen af bondeopstanden). Vi ser endelig afstemningen i Moskva, hvor 14.000 af 17.000 soldater stemmer for bolsjevikkerne.
Denne stemmeafgivning ved valgene til distriktsdumaerne i Moskva er i det hele taget et af de mest slående symptomer på det dybtgående stemningsomslag over hele landet. Det er alment kendt, at Moskva er mere småborgerligt end Petrograd. At Moskvas proletariat har umådeligt mange flere forbindelser ude i landet, større føling med landbefolkningen og står nærmere bøndernes stemning, er et ofte bekræftet og ubestrideligt faktum.
Og nu falder de socialrevolutionæres og mensjevikkernes stemmetal i Moskva fra 70 procent i juni til 18 procent. Småborgerskabet har vendt sig fra koalitionen, folket har vendt sig fra den, det er der ingen tvivl om. Kadetterne styrkedes stemmemæssigt fra 17 procent til 30 procent, men de forblev i mindretal, et håbløst mindretal, til trods for at "højre"-socialrevolutionære og "højre"-mensjevikker åbenlyst slutter sig til dem. Russkije Vedomosti [4] skriver, at kadetternes absolutte stemmetal er faldet fra 67.000 til 62.000. Alene bolsjevikkernes stemmetal steg fra 34.000 til 82.000. De fik 47 procent af alle stemmer. Der kan ikke være skygge af tvivl om, at vi nu sammen med de venstre-socialrevolutionære har flertal, både i sovjetterne, i hæren og i landet som helhed.
Til de symptomer, som ikke bare har en symptomatisk, men højst reel betydning, må man også regne det, at hære af jernbanefolk og postfunktionærer, som har en gigantisk almenøkonomisk, almenpolitisk og militær betydning, stadig er i skarp konflikt med regeringen [5], hvortil kommer, at selv de forsvarsvenlige mensjevikker er utilfredse med "deres" minister Nikitin, og at de officielle socialrevolutionære kalder Kerenskij og co. for "Stolypin'er". Er det da ikke klart, at en sådan "støtte" til regeringen fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære kun kan have negativ betydning, hvis den overhovedet har nogen?
– – – ––
Ja, førerne for den centrale eksekutivkomité følger en rigtig taktik i forsvaret af bourgeoisiet og godsejerne. Og der er ikke den ringeste tvivl om, at hvis bolsjevikkerne lod sig forlede til forfatningsillusioner, "tro" på sovjetkongressen og på indkaldelse af en Konstituerende Forsamling, "afventning" af sovjetkongressen og deslige, – der er ingen tvivl om, at sådanne bolsjevikker ville stå som ynkelige forrædere mod proletariatets sag.
De ville være forrædere overfor den, fordi de med deres opførsel ville forråde de revolutionære tyske arbejdere, som har indledt en opstand i flåden. At "afvente" sovjetkongressen osv. under sådanne forhold ville være et forræderi mod internationalismen, et forræderi mod den internationale socialistiske revolutions sag.
For internationalismen består ikke i fraser, ikke i solidaritetsudtalelser, ikke i resolutioner, men i handling.
Bolsjevikkerne ville være forrædere mod bønderne, for at tolerere bondeopstandens undertrykkelse ved hjælp af en regering, som endog Delo Naroda sammenligner med Stolypin, betyder at forspilde hele revolutionen, forspilde den for altid og uigenkaldeligt. Der råbes op om anarki og massernes voksende ligegladhed: hvordan skulle masserne undgå at blive ligeglade med valgene, når bønderne er drevet ud i oprør, mens det såkaldte "revolutionære demokrati" tålmodigt tolererer at blive slået ned med militær!!
Bolsjevikkerne ville være forrædere mod demokrati og frihed, for at tolerere undertrykkelse af bondeopstanden i et sådant øjeblik betyder at lade valgene til den Konstituerende Forsamling forfalske akkurat som – blot endnu værre og grovere – man forfalskede den "Demokratiske Konference" og "førparlamentet".
Krisen er modnet. Hele den russiske revolutions fremtid står på spil. Det drejer sig om det bolsjevikiske partis ære. Hele fremtiden for den internationale arbejderrevolution for socialismen står på spil.
Krisen er modnet...
29. september 1917.
Der må trykkes hertil, og fortsættelsen uddeles blandt medlemmerne af centralkomiteen, byledelserne i Petrograd og Moskva og sovjetterne.
Hvad skal der så gøres? Man må aussprechen was ist, "sige tingene, som de er", erkende den sandhed, at der i vor centralkomité og øverste partiledelse er en strømning eller opfattelse, der går ind for at afvente sovjetkongressen og går imod en øjeblikkelig magtovertagelse, imod en øjeblikkelig opstand. Det er nødvendigt at overvinde denne strømning eller opfattelse [6].
Ellers vil bolsjevikkerne vanære sig for evigt og blive et nul som parti.
At forpasse et sådant øjeblik og "afvente" sovjetkongressen er komplet idioti eller totalt forræderi.
Totalt forræderi overfor de tyske arbejdere. Vi kan da ikke vente på, at deres revolution begynder!! Så vil også Liber-Dan'erne [7] gå ind for at "støtte" den. Men den kan ikke begynde, så længe Kerenskij, Kisjkin og co. er ved magten.
Totalt forræderi overfor bønderne. At lade bondeopstanden blive undertrykt, når vi har begge hovedstædernes sovjetter, betyder at miste og gøre sig fortjent til at miste enhver tillid hos bønderne og i deres øjne stå på linje med Liberdan'erne og andre slyngler.
At "afvente" sovjetkongressen er komplet idioti, for det betyder, at uger går tabt, og nu afgør uger, ja dage alt. Det betyder, at man fejt giver afkald på magtovertagelsen, for den 1.-2. november vil den være umulig (både politisk og teknisk: der vil blive trukket kosakker til inden dagen for den tåbeligt "berammede" [*] opstand).
At "afvente" sovjetkongressen er idioti, for kongressen giver ikke noget og kan ikke give noget!
Den "moralske" betydning? Forbløffende!! "Betydningen,, af resolutioner og samtaler med Liberdan'erne, når vi ved, at sovjetterne er for bønderne og at bondeopstanden undertrykkes!! Vi reducerer hermed sovjetterne til ynkelige sludrechatoller. Slå først Kerenskij og indkald så kongressen.
Bolsjevikkerne kan nu være sikre på opstandens sejr: 1) vi kan [**] ( hvis vi ikke "afventer" sovjetkongressen) slå til pludseligt og fra tre punkter, fra Petrograd, fra Moskva og fra den Baltiske Flåde; 2) vi har paroler, der sikrer os støtte: Ned med den regering, som undertrykker bøndernes opstand mod godsejerne! 3) vi har flertal i hele landet; 4) mensjevikkerne og de socialrevolutionære er i fuldstændig opløsning; 5) vi har en teknisk mulighed for at tage magten i Moskva (som oven i købet kunne begynde, for at overrumple fjenden); 6) vi har tusinder af bevæbnede arbejdere og soldater i Petrograd, som på en gang kan tage både Vinterpaladset, generalstaben, telefoncentralerne og alle større trykkerier; vi vil ikke kunne drives ud derfra – og i hæren vil der blive en sådan agitation, at det bliver umuligt at gå i kamp mod denne regering, der går ind for fred, jord til bønderne osv.
Hvis vi slår til straks, pludseligt, fra tre punkter, i Petrograd, i Moskva og i den Baltiske Flåde, så er der 99 chancer ud af 100 for, at vi vil sejre med færre ofre end 3.-5. juli, for tropperne vil ikke gå mod en fredsregering. Selv om også Kerenskij allerede har "loyalt" kavaleri osv. i Petrograd, så vil han være tvunget til at overgive sig, når der slås til fra to sider, og når hæren sympatiserer med os. Hvis vi ikke tager magten med sådanne chancer som nu, så forvandles al snak om magten til sovjetterne til falskhed.
Ikke at overtage magten nu, "afvente", sludre i den centrale eksekutivkomite og indskrænke sig til at "kæmpe for organet" (sovjetten) og "kæmpe for kongressen" er det samme som at forspilde revolutionen.
Når jeg ser, at centralkomiteen siden den Demokratiske Konferences begyndelse end ikke har besvaret mine indtrængende anmodninger i denne retning, og at centralorganet stryger henvisninger i mine artikler til så himmelråbende fejl fra bolsjevikkernes side som den skammelige beslutning om at deltage i førparlamentet, som overladelsen af en plads i sovjettens præsidium til mensjevikkerne osv., osv. – når jeg ser dette, må jeg heri se et "fint" vink om, at centralkomiteen ikke engang vil diskutere dette spørgsmål, et fint vink om, jeg skal holde mund og holde mig borte.
Jeg må derfor anmode om at måtte udtræde af centralkomiteen, hvilket jeg hermed gør, og forbeholder mig frihed til at agitere blandt partiets menige medlemmer og på partikongressen.
For det er min dybeste overbevisning, at hvis vi "afventer" sovjetkongressen og forpasser øjeblikket nu, så forspilder vi revolutionen.
P.S. En hel række kendsgerninger har vist, at selv kosaktropperne ikke vil gå mod en fredsregering! Og hvor mange er der af dem? Hvor er de? Og vil hele hæren ikke afgive enheder til støtte for os?
*. At "indkalde" sovjetkongressen til den 20. oktober for at vedtage en "magtovertagelse" – hvori adskiller det sig fra en tåbelig "beramning" af opstanden?? Nu kan vi tage magten, men den 20.-29. oktober lader man os ikke tage den.
**. Hvad har partiet gjort for at studere troppernes placering osv.? for at gennemføre opstanden som en "kunst"? – udelukkende ført samtaler i den centrale eksekutivkomité!!
1. Artiklen blev skrevet i Vyborg. Den bestod af seks kapitler, hvoraf det sidste ikke var beregnet til offentliggørelse. Manuskriptet er kun bevaret for femte og sjette kapitels vedkommende. Ved offentliggørelsen blev fjerde kapitel udeladt og femte kapitel blev betegnet som fjerde, hvilket fremgår af en sammenligning med de bevarede dele af manuskriptet. Manuskriptet til fjerde kapitel er ikke fundet. – S. 95.
2. Lenin hentyder til de revolutionære aktioner, der fandt sted i august 1917 blandt matroser i den tyske flåde. Aktionerne blev ledet af en matrosorganisation, som i slutningen af juli 1917 talte 4000 medlemmer. I spidsen for organisationen stod matroserne Max Reichpits og Albin Kebis. Organisationen tog beslutning om at kæmpe for en demokratisk fred og forberede en opstand. I begyndelsen af august indledtes der åbenlyse aktioner i flåden. De revolutionære aktioner i den tyske flåde blev grusomt undertrykt. Lederne af bevægelsen, Reichpits og Kebis, blev skudt og de øvrige matroseer, som havde deltaget aktivt i bevægelsen, blev dømt til langvarige tugthusstraffe. – S. 95.
3. Der henvises til en tale af officeren Dubasov, der lige var kommet fra fronten, på et møde i Petrograd-sovjetten den 21. september (4. oktober) 1917. I sin tale erklærede Dubasov: "Uanset, hvad I siger her, vil soldaterne ikke kæmpe mere". – S. 98.
4. Russkije Vedomosti (Russiske Tidende) – udkom i Moskva fra 1863 som talerør for den moderate liberale intelligens. Fra 1905 var avisen organ for kadetpartiets højrefløj. I1918 blev Russkije Vedomosti i lighed med andre kontrarevolutionære aviser standset. – S. 99.
5. Lenin henviser til en landsomfattende strejke blandt jernbanearbejdere og -funktionærer, der krævede lønforhøjelse. Strejken på hele landets jernbanenet begyndte natten mellem 23. og 24. september (6. og 7. oktober) 1917. Den provisoriske regering slog alarm. Borgerpressen førte en hetzkampagne mod de strejkende jernbanearbejdere.
Jernbanestrejken blev diskuteret på et møde i RSDAP(b)s centralkomite den 24. september (7. oktober). I opråbet "Hjælp jernbanearbejderne", som offentliggjordes i avisen Rabotjij Put afslørede RSDAP(b)s centralkomite den provisoriske regerings kontrarevolutionære politik og opfordrede hele proletariatet til at skabe en atmosfære af sympati om jernbanefolkene, beskytte dem mod hetz og provokatoriske angreb fra kontrarevolutionens side og træffe alle forholdsregler for at forhindre, at jernbanestrejken blev isoleret og undertrykt. Strejken afsluttedes natten til den 27. september (10. oktober) 1917, efter den provisoriske regering delvist havde opfyldt jernbanefolkenes krav. – S. 99.
6. Der hentydes til den holdning, der blev indtaget af Kamenev, Sinovjev, Trotskij og deres tilhængere. Kamenev og Sinovjev gik imod Lenins plan om forberedelse af en væbnet opstand, idet de hævdede at kunne påvise, at Ruslands arbejderklasse ikke var i stand til at gennemføre en socialistisk revolution. De gled over i retning af den mensjevikiske opfattelse, der forsvarede den borgerlige republik. Trotskij arbejdede for en udskydelse af opstanden indtil den 2. alrussiske sovjetkongres trådte sammen, hvilket i virkeligheden var ensbetydende med at forpurre opstanden, da den provisoriske regering i tiden indtil kongressens åbning ville få mulighed for at koncentrere styrker til at slå et oprør ned. – S. 100.
[ Det er noget af en tilsnigelse, når Forlaget Tiden slår Kamenevs og Sinovjevs holdning til opstanden sammen med Trotskijs.
Kamenev og Sinovjev var skruebrækkere over for opstanden – så meget at Lenin på et tidspunkt foreslog, at de skulle ekskluderes af bolsjevikpartiet. Trotskij derimod var Lenins nærmeste fælle i organiseringen af opstanden. Han var bolsjevikkernes talsmand, da de boykottede Før-parlamentet. Han var initiativtager til og formand for Petrograd-sovjettens militære revolutionskomité. Han var den praktiske organisator af opstanden.
Det var inden for denne ramme, at der var taktiske uenigheder mellem Lenin og Trotskij. Desværre tillader Tidens stalinistiske arv ikke kritik af Lenins vurderinger. Det ville fx være højst farligt, hvis Lenins forslag om at starte opstanden i Moskva var blevet gennemført. Den slags taktiske uenigheder er imidlertid langt fra Kamenevs og Sinovjevs obstruktion af opstanden. – Webmaster. ]