|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Georg Lukács forsøger i artiklen "Opportunisme og putchisme"[1] at udrede årsagerne til denne farlige fremtrædelse i den revolutionære proces. Han bestræber sig på at klargøre, at den proletariske revolution ikke har noget at gøre med "beslutsomheden og opofrelsen hos en lille gruppe godt organiserede forkæmpere"[2] og han gør opmærksom på, at i et historisk nyt socialt arbejderklasselag, som helliger sig den revolutionære klassekamp, foreligger der en stor mangel på erfaringer om forskelligartetheden i klassekampens militante former; jeg mener, at det først rigtigt gælder for en revolutionær intelligens. "Opportunismen" hos forskellige fraktioner af den proletariske klasse findes derimod i følge Lukács især i "eliten af fagforeningsmæssigt organiserede arbejdere"[3]; den dialektiske sammensmeltning af "opportunisme" og "elite" bliver her synlig.[4]
Den fælles teoretiske rod til "opportunisme" og "kupagtighed" ligger ifølge Lukács hos "begge gruppers manglende evne til at begribe revolutionen som proces",[5] hvilket nødvendigvis fører til en fejlvurdering, til en fetischering af organisationen, i stedet for til den enhver tid givne historisk-specifikke bestemmelse af "organisationens rolle og funktion i den revolutionære bevægelse".[6] Lukács advarer mod at give de anarkistisksyndikalistiske tendenser en håndsrækning ved, at man udifferentieret taler om en "overvurdering af organisationen"[7]; netop i organisationsspørgsmålet må proceskarakteren på intet tidspunkt lades ude af betragtning. "Stemmeseddels- og partibogstælleri" hos opportunist-eliten er den anden side af kup-elitens "illegale militærorganisation". Denne kender nemlig revolver og maskingeværer; men det afgørende instrument for erkendelsen af den historisk-specifikke situation, hvor maskingeværer er uundværlige, nemlig den praktiske teori for revolutionen, den videnskabelige socialisme som teori for den analyse af klassekampene, som er rettet mod oprør, dette kender de ikke; således forbliver de hildet i det kapitalistiske skins umiddelbarhed.[8]
Overfor den mekanistiske bestemmelse af organisationen stiller Lukács "totaliteten af den revolutionære proces". Via "Kritik af Gotha-programmet" henviser han rigtigt til, at "retten aldrig (kan) være højere end den økonomiske udvikling og den derigennem betingede kulturudvikling i samfundet".[9] Idet han refererer hertil, kommer han til den rigtige konsekvens, at de marxske kriterier også gælder fuldt ud for organisationsformen i den til enhver tid opnåede etappe i produktivkræfternes udvikling[10] Således når han frem til dobbeltkarakteren i proletariatets organisationsformer: "(...) disse er på den ene side udtryksformer, på den anden side våben i klassekampen, deres udvikling, styrke, brugbarhed, fuldendelse etc. afhænger af klassekampenes udvikling".[11] Han kan komme frem til den også i dag aktuelle konsekvens, at enhver selvstændiggørelse af organisationen fører til et tab af den totalsamfundsmæssige synsvinkel, altså totalitetsforudsætningen for den analytiske vurdering af den revolutionære kamps objektive muligheder. KP må som "bevidst avantgarde"[12] ikke fjerne sig fra den "revolutionære proces' enhed og totalitet"; for at sikre dette, gælder det om at føre en "revolutionær realpolitik" ud fra "dags-kravenes"[13] standpunkt. Derved er det ifølge Lukács af største betydning at være klar over, at klassen af proletarer ganske vist "eksisterer" "objektivt"[14] men "det er først klassekampen selv, som gør denne klasses objektive, videnskabelige virkelighed subjektiv, bevidst, som indfører den i det virkelige, handlende, levende liv".[15]
Denne vekselvirkning mellem opportunisme og kupagtighed finder vi igen i analysen af "legalitet og illegalitet".[16] Legalitet og illegalitet er for Lukács begreber, som sædvanligvis angår stat, ret og orden,[17] som altså opkaster spørgsmålet om legitimationen af den historisk-specifikke herskende klasses statsmaskine, som viser sig og handler i voldsformer. Nødvendigheden af at indsætte "volds-organisationer" mod enkelte grupper, implicerer for Lukács latent og aktuelt "revolutionens virkelighed".[18] Ganske vist tilføjer han kritisk, at ødelæggelsen af en voldsorganisation kun er mulig, "hvis troen hos den herskende som den beherskede klasse på, at den bestående ordning er den eneste mulighed, allerede er rystet".[19] Lukács gør opmærksom på, at en undertrykt og udbyttet arbejderklasses emancipationsproces gennemløber forskellige etapper: "åndelige", "følelsesmæssige", "økonomiske"[20] som på ingen måde er formidlet mekanisk med hinanden. Dog konkretiserer han heller ikke disse analytiske led i denne artikel.
Et socialistisk-kommunistisk parti, som fikserer på legalitet, udmærker sig ved, at institutionerne ret, stat, den økonomiske virkelighed, de tingsliggjorte adfærdsmønstres kapitalistiske arv yderligere betragtes som de eneste mulige, også når der i gruppernes platform er tale om "ødelæggelse af statsmaskineriet". At overvinde denne "legalitetens" "verdensanskuelse" mener han er en væsentlig præmis for det kommunistiske partis "illegale taktik"[21] indenfor rammerne af de objektive muligheder. Men de romantiske tilsløringer af illegalitets-praksis'en fører ifølge Lukács "kun sjældent ud over den opportunistiske legalitets niveau". At illegalitetens skinrevolutionære kupmagere og legalitetens parti-opportunisme ikke har noget øre, ingen næse, ingen tunge, med andre ord: intet hoved for revolutionens praktiske teori, for evnen til at vurdere de føroprørske, de oprørske, de førrevolutionære og de revolutionære faser er historisk og aktuelt bekendt. Gennem en ureflekteret illegal aktivitet, fordrejet som princip for "revolutionen" men uden klassedifferentieringer og kampformer, som svarer til omstændighederne, underbygges uvillet legitimeringen af statsmaskineriet. Lukács siger: "Thi at gøre oprør mod loven som lov, foretrække visse handlinger på grund af deres illegalitet betyder dog, at for den, der handler på denne måde, har retten dog bevaret sit blændende, gyldige væsenstræk".[22]
At opnå revolutionær uhildethed overfor legal og illegal aktivitet i den politiske klassekamp, dette mener han er et afgørende kriterium i befrielsesprocessen fra de endnu uophævede tingsliggørelser, som indskrænker en emancipatorisk revolutionspraksis.
Lad os som lærestykke tage den 'høj-revolutionære' handling: bankkuppet. Der er ingen tvivl om, at der gives situationer for en revolutionær gruppe, hvor den behøver penge til opbygningen af organisationen og til bestemte aktioner, penge, som gruppen ikke kan skaffe på andre måder. Her må ganske vist handles i overensstemmelse med den marxistiske metode, nemlig ud fra en begribelse af de objektive muligheder i enhver specifik klassesituation; først denne tillader en konkret analyse, som udreder de konkrete tendenser i klassekampene, der er muliggjort på basis af den objektive kapitalbevægelse. Som marxister véd vik, at varen penge i sig bærer den højeste grad af tingsliggørelse og fetischering af de menneskelige forhold; netop over for denne vare gælder det derfor om at udvikle et maximum af uhildethed. At gøre bankkup til et "revolutionært princip" er et særligt udtryk for en hildethed overfor denne vare.[23]
På lignende måde forholder det sig med "børs-mægleri" Engels har skrevet følgende herom: "Skrigeriet mod børsen betegner De med rette som småborgerligt. Børsen ændrer kun fordelingen af den allerede fra arbejderne stjålne merværdi, og hvorledes dette sker, kan først og fremmest være ligegyldigt for arbejderne som sådan".[24] Og i et andet brev hedder det yderst kættersk: "Men man kan ganske udmærket selv være børsmand og socialist på samme tid og alligevel hade og foragte klassen af børsmænd. (...) Og hvis jeg var sikker på at kunne profitere en million på børsen i morgen og dermed stille midler i stor målestok til rådighed for partiet i Europa og Amerika, så gik jeg straks til børsen".[25] Heri ligger den uhildethed overfor handlingens legalitet og illegalitet i det borgerlige samfund, uden hvilken en real vurdering af den konkrete situation for den kommunistisk-socialistiske praksis ikke er mulig. Det er klart, at en sådan "uhildethed" i den engels'ske forstand ikke må sættes lig med den egoistiske handling hos dem, som under den "revolutionæres" skalkeskjul koger deres egen suppe. Ligegyldigt om det nu er indenfor eller udenfor de samfundsmæssige institutioner. Den "lange march" kan være en klassekamp-historie og en dermed dialektisk formidlet socialistisk selv-forandrings-historie, altså en vej til befrielse fra ufrie forhold. Men den kan også blive til en individualistisk integrations-historie om overgangen til de herskende forhold, hvis planlægning og praksis imod kapitalforholdet således ikke fastholdes. Faren for forfladigelse, korruption og bureaukratisering indenfor et parti, hvis program er socialistisk-kommunistisk, er udtryk for den af Lukács med rette forkastede - også i dag aktuelle - tilslørende kapitalfascination. I opløsningen af de gængse begreber legalitet og illegalitet opstår den subjektive mulighed for, at bestemme de til enhver tid forestående taktiske aktioner indenfor klassekampen ud fra den "momentane nyttigheds" målestok. Dermed bliver en "virkelig føjelighed" og tilpasningsevne til de nødvendige handlemåder i den givne etappe mulig; formidlingen mellem legalitet og illegalitet, anvendelsen af begge taktikker kan være uundgåelige i bestemte faser af den politiske klassekamp.
Således drejer det sig altid om "samtidig" eller "afvekslende" at anvende de 'legale' og 'illegale' våben i klassekampen, for at kunne afsløre den herskende klasses 'retsordning' og dermed drive den militære oplysning og de med denne forbundne aktionsformer fremad. At lære denne revolutionære uhildethed, som begriber "legalitet" og "illegalitet", "ret" og "orden" etc. som historisk-specifikke begreber, der forandrer sig objektivt og subjektivt i den til enhver tid givne etappe af klassekampen, er forudsætningen for gennembrydningen af den tingsliggjorte bevidsthed i klassekamp-former.
Endnu i 1920 kunne Lukács gå ud fra en latent og aktuel revolutionær arbejderklasse, fra en dyb og umiddelbar økonomisk og politisk krise i kapitalismen og deraf drage den slutning, at enhver indskrænkning af klassekampens "legale" og "illegale" metode på den ene side af denne sammenhæng eller kun på et eneste område, giver bourgeoisiet mulighed for at lade deres klasse-orden fremtræde som "retsorden". Lukács opretholder så ikke mere denne smidighed i den kommunistiske politik, som han fordrede med hensyn til dialektikken mellem "illegalitet" og "legalitet", mere præcist: som han betragtede som udtryk for klassekampenes reale bevægelse. Han gik endda så vidt som til at påstå, at KP's hovedaktivitet må bestå i, at det fører enhver kapitalistisk regering til at bryde sin egen retsorden. For det andet mener Lukács, at de socialdemokratiske "socialforrædere" derved måtte tvinges til at identificere sig med de kapitalistiske produktionsforhold. Her viser Lukács' mekanistisk-voluntariske hildethed overfor de revolutionære opgaver sig.[26]
Som om vi ikke i hele verdenshistorien havde haft perioder, som udmærkede sig ved, at den herskende klasse brød sin egen retsorden og således gjorde sig 'illegal' i angrebs- og afværgekampen overfor proletariatet. Hvorved dog herved allerede den til enhver tid givne specifikt-historiske magt- og klassekarakter i begreberne orden, retsorden, vold, legalitet og illegalitet osv. bliver tydelig.
I "Kapitalistische Blockade - proletarischer Boykott" [Kapitalistisk blokade - proletarisk boykot] giver Lukács os et lærestykke i kontrarevolutionær og revolutionær solidaritet, problemet om legalitet-illegalitet, kupagtighed-opportunisme, herskende vold og revolutionær modvold får en konkret historisk formidlingssammenhæng med metodisk aktuelle implikationer.[27]
Den modsætningsfyldte og ifølge Lukács "skæbnesvangre sammenkobling af økonomi og politik" som de imperialistiske staters blokade af Sovjetunionen indeholder, fører ethvert forsøg på en totalkapitalistisk enhedsfront imod den kommunistiske modstander i nederlag. Ganske vist bliver "bourgeoisiets handlen" helt igennem bestemt "mere bevidst og stærkere af motiver, som nærmer sig den historiske materialisme" men således vil dét - kan Lukács allerede skrive i 1920 -, som for proletariatet bliver "en kilde til fornyelse",[28] hos bourgeoisiet vise sig som pest og gift.
Modsætningerne i bourgeoisiet i den "nuværende fase af klassekampen" - dvs. 1920 - udfolder sig ifølge Lukács i forholdet mellem den almene, historisk selvstændiggjorte repræsentant for udbytningen, den imperialistiske stat, og kapitalfraktionernes direkte økonomiske behov: "Jo sundere de enkelte staters kapitalisme er, jo mere energisk vil den vende sig imod selvstændiggørelsen af 'staten' (af beskyttelsen af udbytningen overhovedet) og følge sine konkrete økonomiske interesser".[29] Men i kriseperioden, i perioden, hvor klassekampene og deres potentielle omslag i borgerkrig tager til, får statsmaskinen en specifik magt- og stabiliseringsfunktion. Socialdemokratiets relevans i forbindelse med opfyldelsen af denne specifikke opgave: at opretholde de bestående forhold, har her fået sit ståsted siden første verdenskrig. Overfor borgerskabets enhedsfront, som til stadighed og uundgåeligt bryder sammen som følge af varemarkedets samfundsmæssige betingelser og den "frie konkurrence" stiller Lukács proletariatets boykot. Altså den form for revolutionær politik, som forsøger at vende de kapitalistiske forholds naturgroede opløsningsproces i kommunistisk retning. Det, der er påfaldende her, er Lukács' politisk-aktuelle svaghed og filosofisk-abstrakte styrke. "2. Internationales fraseagtige enhed, den opfattelse, at verdensproletariatets interesser heller ikke umiddelbart skulle være de samme, at kun sympati ville forbinde et lands proletariat med et andet lands, at spørgsmålet om solidaritet kun var et spørgsmål om proletariatets 'ydre politik' og ikke et spørgsmål om klassekampen selv"[30] er stadigvæk dybt rodfæstet. I de kapitalistiske produktionsforholds verdensomspændende krisesammenhæng gælder denne almene sætning stadigvæk, men bliver også straks til frase, hvis den generaliseres abstrakt til enhver frase, uden at opvise den historisk-specifikke konkretisering og uden at tage hensyn til kampformernes bestemmelse. Lukács gør rigtigt opmærksom på, at afsløringen af "en opportunistisk tænkemådes skjul bag revolutionære fraser" således som den viste sig i anledning af den "fuldstændig mislykkede aktion til fordel for rådene i Ungarn" - den 21. juli 1919, organiseret af det netop opståede KI, nogle småhåndværkere og sympatisører -, og som den også viste sig i den absolut bredere "hands off Russia-agitation", muliggjorde en opdragelsesproces mod opportunismen: "Thi samtidig med de mest vellykkede forsamlinger og de skønneste resolutioner for Rusland, blev der i alle Europas og Amerikas fabrikker næsten uhindret fremstillet krigsmidler for de kontrarevolutionære hære ..."[31]
Hvad nu angår solidaritetsbevægelsen for SU, så skelner Lukács her mellem de "officielle organisationer" med deres resolutions-solidaritet og de politiske kræfter i den samfundsmæssige basis: "I England, i Italien, i Tjekkoslovakiet og i Østrig fandtes der overalt eksempler på aktiv sabotage mod produktion af våben og ammunition og især eksempler på vægring mod at transportere dem".[32] Den herskende klasse og opportunisterne af forskellig afskygning afviser disse kampformer, der svarer til omstændighederne og målene, som "anarkistiske" og "terroristiske" for at legitimere det opportunistiske slør af legalitet og forevige kapitalforholdene.
Lukács henviser os til, at ethvert tilløb til solidaritet nødvendigvis fører til et tab af illusioner og til en erkendelse af, at en sådan kontinuerlig proces fører til, at modsigelserne i ens eget land hæves op på et nyt niveau.
Revolutionær solidaritet og resolutionernes "solidaritet i ord" må adskilles nøje. De aktivt opretstående militantes opdragelses- og selvforandringsproces må naturligvis ikke adskilles fra de objektive betingelser og muligheder i den til enhver tid givne historiske etappe. Disse processer er hverken kendetegnet ved subjektivistisk handlen eller ved objektivistisk tiltro til kapitalbevægelsen.
I den "subversive" formidling derimod befinder sig de "udbyttedes og krænkedes" (Bloch) potentielle, latente henholdsvis åbenlyse behov, her kan kampformer, paroler og handlingsvejledninger, som svarer til den objektive situation, opstå og den subjektive "handlingens enhed" kan blive til et kriterium for muliggøreisen af proletarisk solidaritet.
Allerede det første trin i den anti-imperialistiske boykot støder på bitter modstand fra kapitalen, "jo længere boykotten varer, jo mindre den forbliver på papiret" jo mere intensivt vil den herskende klasse forsøge at ødelægge denne væsens-fremtrædelse af "proletarisk solidaritet".
I den forbindelse er det af væsentlig betydning, om det lykkes de antiimperialistiske kræfter at tvinge de til enhver tid givne magthavere til indrømmelser. Disse politiskmoralske sejre for kræfterne, som solidariserer sig med Sovjetunionen, som Lukács siger endnu i 1920 (med bønderne og proletarerne i Vietnam f.eks. i vores tid), er udtryk for visse indrømmelser fra den herskende klasse. (Resultater, som primært vietnameserne f.eks. tilkæmpede sig, men hvor - som vietnameserne etc. altid sagde det - "kampene på forposten"[33] er af væsentlig betydning i imperialismens centre.)
Her er det opgaven for den revolutionære solidaritet - således mener Lukács 1920, og det gælder også i dag -, ikke at lade boykotten drive roligt afsted i et planlagt legal-opportunistisk farvand, ikke at tolerere at afstanden mellem ord og handling, mellem frase og revolution skjules diplomatisk".[34] Georg Lukács forsøgte i denne artikelserie at blive klar over, hvorledes Ungarns KP kan arbejde i det totale nederlags etappe. Vi så lige så lidt til konkretiseringen af de ungarske forhold som til problematiseringen af forholdet mellem KI-eksekutiv-komitéen og KI-sektionerne. En diskussion af organisationsstruktur-typen i Komintern, som Lukács havde tilskyndet forud for den 2. kongres, fandt ingen genklang. I mellemtiden havde netop denne 2. kongres trukket linierne og grænserne.
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] Lukács, Opportunismus und Putschismus [Opportunisme og kupagtighed], i: Kommunismus, 1. årg. 1920, s. 110ff. og de senere af mig fremdragne bidrag, Legalität und Illegalität [Legalitet og illegalitet] og Kapitalistische Blokade - proletarischer Boykott [Kapitalistisk blokade - proletarisk boycot], som alle overskrider deres historiske udgangspunkt og - i al modsigelsesfyldthed - er fulde af subversiv aktualitet, må historisk ikke adskilles fra det i juli 1920 ny-konstituerede UKP i eksil. Må altså heller ikke adskilles fra det illegalt arbejdende UKP i Ungarn og den ungarske kontrarevolution, der - som alle andre steder - udviklede en specifik undertrykkelsesform efter rådsrepublikkens nederlag.
Og jeg mener også, at det delvist endnu gælder for problemet om den internationale solidaritet i vores tid, f.eks. med hensyn til klassekampene i Chile. At Chile-komitéerne i BRD og i Vest-Berlin for det meste er opstået efter folkefrontens nederlag, har været typisk. Det emotionale opsving i forhold til nederlaget - "vi har dog allerede i lang tid vist, at folkefronten ville slå fejl" eller trodsigt "folkefronten vil sejre, venceremos" - dét mener jeg er et udtryk for en vis sekterisme, som vurderer den konkrete politiske kamp og den konkrete understøttelse af denne komplicerede kamp mindre end understøttelsen af magten. Det, som hedder kritisk solidaritet, er da hverken blevet begrebet nationalt eller internationalt og omsat praktisk. Da de for Chile financielt vigtige tons kobber blev kapret "legalt" af amerikanske kapitalagenter i Hamborg, da søgte man forgæves efter en protestbølge, som ville have demonstreret international solidaritet mod denne "bagatel", og dette forud for nederlaget.
[2] Lukács, op. cit., s. 1108. Disse socialistisk-kommunistiske elitegrupper, som bilder sig ind at handle for eller efter proletariatets ordre, er ude af stand til at erkende de virkelige bevægelser i samfundet.
[3] Lukács, op. cit., s. 1108. Fagforeningens arbejder-elite udmærker sig netop ved en bureaukratiseringstendens, fordi det dialektiske forhold mellem basis og ledelse, arbejderkontrol og repræsentation systematisk bliver reduceret i kraft af, at klassekampene næppe er udfoldet.
[4] Et sådant elitært fagforeningsbureaukrati bliver alene forståeligt indenfor rammerne af den underudviklede klassekamp. En ren økonomisk bevægelse - og så endnu defensiv - slår ikke om i en politisk. Marx henviser os senere med rette til, at den bevægelse, som kan gennemtvinge arbejdstidsforkortelser i lovform gennem et politisk pres, er proletariatets virkelige politiske bevægelse, fordi den som klasse handlede succesfyldt imod den herskende klasse (se Marx-Engels, Ausgewählte Werke, bd. 2, s. 432).
Det drejede sig og det drejer sig ikke om medbestemmelse til en kapitalistisk udbytning, det drejer sig om den socialistiske afskaffelse af en kapitalistisk arbejdstid, om reduktion af arbejdstiden, hvorigennem "frihedens rige" kan vokse.
[5] Lukács, op. cit., s. 1107. Denne så vigtige "abstrakte almenhed" bliver funktionsløs, hvis de historiske konkretiseringer i sidste instans forbliver upåagtet.
[6] Lukács, op. cit., s. 1109. Ethvert militant medlem skulle således altid stille sig spørgsmålet om sit medlemskab. Eliten udmærker sig her ved, at det hverken er dens mål eller evne at give sig organisatorisk i kast med forholdet mellem 'ledere' og 'klasse-individer' på en sådan måde, at ethvert medlem bliver en tendentiel leder af organisationen.
[7] Lukács, op. cit., s. 1109. Denne "overvurdering af organisationen", mere præcist: undervurderingen af den, var en af de væsentligste årsager til selvopløsningen af studenterorganisationen med navnet SDS i årene 1968/69.
[8] Således siger Lukács i indledningen til Rosa Luxemburgs "Massenstreik": "Den proletariske revolutions sande leder vil ikke være den store demagog, den taler og agitator af typen Danton, som river alle med sig, og det vil ikke være en Ludwig Kossuth, men den grundige teoretiske udøver af videnskaben om klassekampen, om marxismens revolutionære dialektik. Den som med hjælp fra marxismen formår at analysere, at vurdere og at bedømme alle begivenheder i det daglige liv og derved viser arbejderstanden den rigtige vej til handling". Wien 1921 (ungarsk). Under sådanne ledertyper og den permanente kontrol og kritik af dem gennem organisationens medlemmer vil det være muligt at fastholde en tendentiel uindskrænket "praktisk kritisk handling" (Marx) i den revolutionære proces.
[9] I: Lukács, op. cit., s. 1110-1111.
[10] Bornertheden i den hidtidige organisationsdebat i BRD og i Vestberlin synes mig at ligge i, at den indtil nu bliver ført hinsides de metodologiske principper i kritikken af den politiske økonomi af Karl Marx. Følgelig forbliver de historisk-specifikke forudsætninger for en historisk passende revolutionær parti-type ureflekterede.
[11] Lukács, op. cit., s. 1111. At Lukács har forstået den antibureaukratiske kommunist Rosa Luxemburg bliver her synligt.
[12] Lukács, op. cit., s. 1111. Her mener jeg, at det er meget vigtigt, at problematisere avantgarde-begrebet; det er jo netop Lenin, som få dage før oktoberrevolutionen i "Marxisme og oprør" betegner den revolutionære klasse og ikke partiet som revolutionens avantgarde. Partiet fremtræder her ikke som en ting, der er gjort absolut, det fremtræder tværtimod som udtryk for den mest militante fraktion i klassen.
[13] Lukács, op. cit., s. 1111. Lukács griber hele tiden tilbage til Rosa Luxemburg: Massenstreik, Partei und Gewerkschaften [Parti og fagforeninger].
[14] Lukács, op. cit., s. 1113.
[15] Lukács, op. cit., s. 1114.
[16] Legalitet und lllegalitåt, i: Kommunismus, 1920, hæfte 35, s. 1259ff.; hæfte 31-32, s. 1324ff. Denne artikel udkom så på ny i marts 1923 i "Geschichte und Klassenbewusstsein" og få måneder efter i uddrag i "Rote Fahne", her som agitatorisk forberedelse til den "tyske oktober", den socialistiske revolution i Tyskland, som KI og dele af proletariatet håbede så meget på. "Legalitet und Illegalitet" er vel dermed den eneste artikel i den primært filosofiske artikelsamling "Geschichte und Klassenbewusstsein", som umiddelbart stemte overens med den tyske klassekampssituation. Det er vigtigt, at Lukács kendte til illegalitetsarbejde allerede fra tiden forud for rådsdiktaturet i ugerne med KPU-forbuddet, og gjorde illegalitetserfaringer sammen med Korvin i 1919, efter nederlaget. Det er værd at nævne, at også "Legalität und Illegalität" får tilføjelser og ændringer i "Geschichte und Klassenbewusstsein"; se i "Kommunismus", 1920, s. 1328, se nytrykket i "Geschichte und Klassenbewusstsein" fra 1923, s. 269-70 og se tilføjelserne på s. 274-75.
[17] Lukács, op. cit., s. 1260.
[18] Den almene krise i den kapitalistiske produktionsmådes system og de derudaf opståede politiske klassekampe som et resultat af kapitalismens forfaldstendenser opstået gennem den første verdenskrig, kunne Lukács i 1920 konstatere som objektiv tendens. Sammenligningen med i dag ville være uhistorisk på grund af den grundlæggende forskel mellem 20'erne etc. og nutiden. Et vist sammenligningsgrundlag kan vi dog forudsætte, fordi den kapitalistiske produktionsmåde som system endnu ikke er ophævet gennem massernes revolutionære spring. Og alligevel må sammenligninger til stadighed betone den historiske forskel i udviklingen af produktionstrinene, for ikke at lade sammenligningerne blive til en pseudo-analyse.
[19] Lukács, op. cit., s. 1250. I 1967-68 havde den herskende klasse i BRD og Vestberlin en overdreven 'angst' for "revolutionen", småborgerskabet viste, historisk overhalet, en fascistisk klo. Men dette "oprør" var intet andet end en overordentlig vigtig begyndelse på den socialistiske befrielseskamp i et klassekampsmæssigt set endnu underudviklet land.
[20] Lukács mener, at "revolutionen i produktionsordenen" er den nødvendige forudsætning for den samfundsmæssige omvæltning gennem klassemedlemmerne, men også her er "økonomi" for ham endnu én af mange videnskaber.
[21] Lukács, op. cit., s. 1326. Det dialektiske forhold mellem 'legal' strategi og 'illegal' taktik i den politiske klassekamp er for os i BRD og Vestberlin stadigvæk en temmelig stor gåde, især som følge af den ødelagte tyske arbejderbevægelse; på anden måde er det bl.a. ikke til at forklare den mekaniske modstilling mellem "illegalt" arbejdende og "legalt" arbejdende, men med hinanden uforbundne grupper. Det opportunistiske grundlag for de forskellige organisationer skaber illegalitetens kupagtighed.
[22] Lukács, op. cit., s. 1326-27. Vore opportunister vover ikke engang mere at blive subversivt oprørt. Deres oprør forlader ikke de "lovmæssigt sikrede" handlingsrum. En gåen ud over de samfundsmæssigt etablerede tilstande og udtømningen af de objektive muligheder i massernes interesser og behov bliver forkastet som "kupagtighed". At det tingsliggørende illegalitets-oprør i senkapitalismens højtudviklede zoner fremkalder specifikke tilbagevirkninger fra de herskende klassers side, netop fordi kollektiviseringen af socialistisk-kommunistiske "ideer" ikke påbegyndes systematisk, tager vores kupmagere på ingen måde hensyn til.
[23] Tupamaros f.eks. er blevet sig selvkritisk bevidste om, at aktivitet ikke har udsigt til sejr uden formidlingen med arbejdernes og bøndernes selvvirksomhed. Om denne formidling mellem legalitet og illegalitet blev udført systematisk i Chile, for at kunne bryde det forventede angreb fra det nationale bourgeoisi og de internationale koncerner i forbund med hæren, må marxisterne fornyet analysere. Nederlaget har givet det første svar.
[24] Engels til Bernstein, MEW, bd. 35, s. 428. 'Ideerne' hos de reale sociale lag af bankmænd, handelsfolk og børs-spekulanter er dog af objektive grunde udtryk for en falsk bevidsthed, fordi de ikke kan overskride kapitalbevægelsens cirkulationssfære.
[25] Engels til Bernstein, MEW, bd. 35, s. 444. Det drejede sig for mig kun om at henvise til, at enhver stabilisering af en kampform må ende i en hildethed overfor de herskende forhold.
[26] En hildethed, som i nutiden ville være særlig farlig, fordi de revolutionære socialister og kommunister må gå ud fra en tilblivende ny arbejderklasse i BRD og Vestberlin og ikke fra en tilblevet revolutionær klasse.
[27] Se i: Kommunismus, bd. 1., hæfte 25-26, 1920, s. 847ff. Det synes mig, at den internationale solidaritets praktiske dimension i begrebet om den "proletariske boycot" fremstiller en af Lukács forsøgt politisk syntese.
For Lukács var den revolutionære modvold i fasen for imperialismens verdensomspændende krise en uundgåelig nødvendighed i den proletariske klassekamp. Hvad er den væsentlige historiske forskel fra den nuværende etappe?
Volden i det udbyttende samfund havde og har sin rod i den socialøkonomiske struktur, ikke i den ideologiske overbygning. Det drejer sig om altid at stille spørgsmålet: Hvem ejer den samfundsmæssige "vold som økonomisk potens"? Det var og det er i den kapitalistiske produktionsmåde kapitalens institutioner og karaktermasker, som råder over produktionsmidlerne. Den dialektiske enhed mellem kapitalagenter og statsmaskine udgør totaliteten af udbytning og repression. At den borgerlige stat i nutiden har nået et nyt trin i politisk-økonomisk-militær styrke, viser sig i de mest forskelligartede fremtrædelsesformer for kampen mellem lønarbejde og kapital. At den revolutionære modvold i den til enhver tid givne historisk specifikke fase, om nu offensiv eller defensiv, er en uundgåelig forudsætning for enhver socialistisk-kommunistisk politik, hvis mål er en brydning af kapitalforholdets løn- og pris-slaveri, behøver ingen nærmere legitimation. At disse kampe bar en politisk-økonomisk-militær karakter i 20'erne er et grundlæggende kendetegn i epoken for den kapitalistiske produktionsmådes undergang. Hvorved disse processer her kan bringe fuldstændig forskellige former med sig. Det socialistiske mål er afskaffelse af de mest forskelligartede former for vold mod menneskene. Den dialektiske formidling mellem mål og etappevis kampform må fastholdes, ellers bliver målet en frase.
Geværer etc. er ikke i sig selv politiske, og som geværer da slet ikke revolutionære, endskønt de ikke som instrumenter må adskilles fra de undertryktes befrielseskamp i de pågældende zoner. Som kritisk-historiskematerialister vil vi være enige medhinanden om, at indholdetog formen i den kontrarevolutionære vold og i den revolutionære modvold bærer en streng historisk karakter. Dendialektiske differentiering, men ikke mekaniske modstilling mellem "vold mod tingene" og "vold mod personer" er derved et moment i det revolutionsstrategiske mål, som er rettet mod menneskets udvikling, og udtryk for gennembrydningen af tingsliggørelseskarakteren i den herskende klasses vold. Et problem, som allerede berørte fortiden, og som altid vil føre til de "undertryktes og krænkedes" specifikke organisationsformer under den politiske klassekamps dominans, erkendte Lukács rigtigt allerede i december 1920 i Wien i foredraget Weltreaktion und Weltrevolution [Verdensreaktion og verdensrevolution] på den kommunistiske ungdomsinternationales 2. sydøstkonference: "Kontrarevolutionens militær-tekniske velorganiserethed ville ikke kun betyde en stor fare for den proletariske revolution, men netop blive skæbnesvanger, hvis ikke borgerskabets politiske og økonomiske mangel på organisering hæmmede denne kontrarevolution".
Da de modsætningsfyldte produktivkræfter "videnskab" og "teknik" og den statslige maskine i den kapitalistiske produktionsmådes nye udviklingstrin spiller en specifik udbytnings- og herredømmerolle i den "gamle" og dog så nye herskende klasse, bør vi være klar over, at vi ikke kan vise et socialistisk perspektiv med begreber og paroler fra 20'erne.
[28] Se i: Kommunismus, op. cit., s. 848.
[29] Ibid., s. 849.
[30] Ibid., s. 849.
[31] Ibid., s. 850.
[32] Ibid.
[33] Ibid., s. 853.
[34] Ibid., s. 854.
Last updated on: 8.22.2008